Om at være introekstrovert

Jeg er udadtil ikke introvert. Slet ikke, og de færreste vil beskrive mig sådan, for med introvert tænker de fleste straks indadvendte, generte og asociale personer.  Og sådan er nogle introverte mennesker også. Når jeg udadtil ikke fremstår introvert er det fordi jeg bryder med den gængse opfattelse af personlighedstypen. Jeg kan godt holde ud af være i centrum, jeg kan godt smalltalke og jeg har sågar brugt det meste at min ungdom på at være svømmeunderviser.

Jeg er introvert på den måde, at jeg bruger energi hver gang jeg er social. Det skal ikke forstås sådan, at jeg går nedtrykt fra en kaffe-aftale med en veninde – slet ikke, det gør mig glad, og løfter humøret, men jeg bliver træt. Hver social aktivitet er som en sportspræstation for mig. Det er noget jeg lader op til, bruger maksimal energi på, mens det står på, for at bagefter, at være helt flad. Jeg har aldrig fortalt nogen hvor “slemt” det står til, og bruger måske min historik (min stress- og depressions-periode), som en slags undskyldning. Jeg siger, at det må blive en kort aftale, for jeg er træt og skal passe på mig selv. Det er jo også korrekt, men jeg har aldrig brugt ordet introvert til at forklare hvorfor aftalerne helst ikke må vare mere end et par timer – for det er min grænse. Efter et par timer er jeg f.l.a.d.

Af samme årsag hader jeg at have gæster. Tanken stresser mig, for hvordan beder man (endnu engang) folk om at gå? Jeg finder altid på hvide løgne, og siger jeg har en eller anden aktivitet, og jeg hader at jeg gør det. Sandheden er, at jeg skal hen på sofaen og ligge. Jeg skal restituere.

Mit store dilemma er, at jeg viser omverden en side af mig, den ekstroverte – for den besidder jeg bestemt også, men kun i en meget afgrænset rum tid. Herfra overtager den introverte side, ja, den ekstroverte ætses nærmest op. Det er svært at være ung og det jeg nu kalder for introekstrovert, for hvor “nedern” er man ikke lige når man altid går fra festen kl. 11? Hvorfor skal jeg altid tidligt op næste dag?

Hvorfor er det, at det synes mere anerkendt at være ekstrovert end introvert?

Jeg synes jo, jeg giver “kvalitet frem for kvantitet”. Når jeg går kl. 11 har jeg været maks på, givet den al hvad jeg har, men så er det også slut. Jeg kunne sikkert også køre på lavt blus i flere timer, men hvem får noget ud af det? Hellere kvali frem for kvanti! Det skriver jeg her, men sandheden er, at jeg kæmper en evig kamp for at presse den ekstroverte side af mig til at blive mere udholdende. Men faktum er, at jeg nok aldrig bliver “langdistance-ekstrovert”, sådan er jeg ikke født, og at jeg har brug for længere restitutionstid end så mange andre.

Jeg må, og skal, med andre ord, populært sagt, ligge min træningsstil om.