Den der kærlighed

Jeg oplever nærmest dagligt, at blive konfronteret med mit “single-liv”. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, og har absolut ingen kvaler med det. Det har mange i min omgangskreds til gengæld – noget der provokerer mig, og ikke mindst noget, jeg undrer mig over. Jeg undrer mig over, at jeg skal forsvare at jeg har valgt ikke, at have en kæreste. Jeg er hverken nogen Kate Moss, og ej heller noget monster, at se på og havde den rigtige fyr budt sig, og havde jeg budt mig for ham, havde jeg sikkert haft en kæreste. Det er bare ikke sket.

Det synes at det, at have en kæreste er lig med, at have succes. I min vennekreds oplever jeg, at kæresten (blandt meget andet!) er et status-symbol. Når nu jeg ikke har en kæreste har jeg tid til så meget andet, og det giver mig succes i skolen, på mit arbejde og med min sport, men tilsyneladende er denne succes ikke lige så anerkendt, som det at have scoret.

Jeg skal tit ligge øjne til fortrøstningsfulde blikke, og optimistiske stemmer fra veninder: “Du skal nok finde én”. Hvad nu hvis jeg, lige nu, ikke ønsker at finde en? Hvorfor skal jeg gang på gang forsvare, at jeg har valgt at bare være mig – er det ikke nok?

Det er det for mig. Indtil videre, hvor tanken om at have en kæreste både stresser mig (hvordan finder man tiden?!) og giver mig klaustrofobi (hvornår er der så “me-me-time”?).

Er der andre singler, der er trætte at, at det ikke give lidt streetcred, at kunne klare sig selv?