Hej Verden!

Noget om Sokrates

“Mennesket er henvist til selv gennem fornuften at finde den livsform, der passer til det som menneske”. Sådan sagde Sokrates for… mange år siden. Mange af Sokrates’ idéer efterlever vi idag, for manden havde virkelig fat i den lange ende, men lige præcis førnævnte tanke synes at være gået i glemmebogen.

For hvor mange af os lever egentlig et liv, som vi ærligt(!) kan sige er et liv vi lever på vores egne præmisser?

Jeg lyver. Tit. Ofte overfor mig selv, men også (for) ofte overfor andre. Jeg gør det for at beskytte mig selv. Tror jeg. I virkeligheden vil jeg være bedre mod mig selv ved at sige tingene, som de er. I fredags var der fest på studiet. Jeg skulle først på arbejde, og derefter direkte hjem hvor min bedste veninde kom til kaffe. Jeg “smed” hende ud efter to timer og sagde, jeg skulle til fest på studiet. Til vennerne på studiet havde jeg sagt, jeg ikke kom fordi jeg havde besøg af min veninde. På den måde slap jeg for at forklare, både veninden og vennerne, at jeg i virkeligheden var så træt, at jeg havde brug for en fredag aften med X-factor. Alene.

For sådan en er jeg. Én der helst tilbringer fredag aften hjemme på sofaen. Én der foretrækker (korte) kaffeaftaler fremfor langtrukne middage. Én der hader at gå i byen. Én der egentlig, gennem fornuften, kender den livsform, der passer mig bedst som menneske. Desværre også én, der udadtil ikke står ved det, og lyver sig uden om aftaler.

Det er min evige kamp. En helt unødvendig kamp, som koster alt for mange kræfter. Det skal stoppe. Jeg vil øve mig i, at blive bedre til at stå ved hvem jeg er, og jeg vil holde op med at lyve i stedet for blot at sige fra. Jeg ved at mine venner stadig er der selvom jeg siger fra, og i stedet for at sige jeg har en aftale med en anden, vil jeg sige, jeg har en aftale med mig selv. Og den er (mindst) lige så vigtig, at overholde.

Tak til Sokrates for, at minde mig om, at det er okay at ikke leve, og magte, det samme som de fleste andre. Er der andre, der også har brug for at (gen)overveje Sokrates’ fine tanke?

 

/Laura

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hej Verden!