Jeg er udadtil ikke introvert. Slet ikke, og de færreste vil beskrive mig sådan, for med introvert tænker de fleste straks indadvendte, generte og asociale personer.  Og sådan er nogle introverte mennesker også. Når jeg udadtil ikke fremstår introvert er det fordi jeg bryder med den gængse opfattelse af personlighedstypen. Jeg kan godt holde ud af være i centrum, jeg kan godt smalltalke og jeg har sågar brugt det meste at min ungdom på at være svømmeunderviser.

Jeg er introvert på den måde, at jeg bruger energi hver gang jeg er social. Det skal ikke forstås sådan, at jeg går nedtrykt fra en kaffe-aftale med en veninde – slet ikke, det gør mig glad, og løfter humøret, men jeg bliver træt. Hver social aktivitet er som en sportspræstation for mig. Det er noget jeg lader op til, bruger maksimal energi på, mens det står på, for at bagefter, at være helt flad. Jeg har aldrig fortalt nogen hvor “slemt” det står til, og bruger måske min historik (min stress- og depressions-periode), som en slags undskyldning. Jeg siger, at det må blive en kort aftale, for jeg er træt og skal passe på mig selv. Det er jo også korrekt, men jeg har aldrig brugt ordet introvert til at forklare hvorfor aftalerne helst ikke må vare mere end et par timer – for det er min grænse. Efter et par timer er jeg f.l.a.d.

Af samme årsag hader jeg at have gæster. Tanken stresser mig, for hvordan beder man (endnu engang) folk om at gå? Jeg finder altid på hvide løgne, og siger jeg har en eller anden aktivitet, og jeg hader at jeg gør det. Sandheden er, at jeg skal hen på sofaen og ligge. Jeg skal restituere.

Mit store dilemma er, at jeg viser omverden en side af mig, den ekstroverte – for den besidder jeg bestemt også, men kun i en meget afgrænset rum tid. Herfra overtager den introverte side, ja, den ekstroverte ætses nærmest op. Det er svært at være ung og det jeg nu kalder for introekstrovert, for hvor “nedern” er man ikke lige når man altid går fra festen kl. 11? Hvorfor skal jeg altid tidligt op næste dag?

Hvorfor er det, at det synes mere anerkendt at være ekstrovert end introvert?

Jeg synes jo, jeg giver “kvalitet frem for kvantitet”. Når jeg går kl. 11 har jeg været maks på, givet den al hvad jeg har, men så er det også slut. Jeg kunne sikkert også køre på lavt blus i flere timer, men hvem får noget ud af det? Hellere kvali frem for kvanti! Det skriver jeg her, men sandheden er, at jeg kæmper en evig kamp for at presse den ekstroverte side af mig til at blive mere udholdende. Men faktum er, at jeg nok aldrig bliver “langdistance-ekstrovert”, sådan er jeg ikke født, og at jeg har brug for længere restitutionstid end så mange andre.

Jeg må, og skal, med andre ord, populært sagt, ligge min træningsstil om.

Jeg oplever nærmest dagligt, at blive konfronteret med mit “single-liv”. Jeg har aldrig haft en rigtig kæreste, og har absolut ingen kvaler med det. Det har mange i min omgangskreds til gengæld – noget der provokerer mig, og ikke mindst noget, jeg undrer mig over. Jeg undrer mig over, at jeg skal forsvare at jeg har valgt ikke, at have en kæreste. Jeg er hverken nogen Kate Moss, og ej heller noget monster, at se på og havde den rigtige fyr budt sig, og havde jeg budt mig for ham, havde jeg sikkert haft en kæreste. Det er bare ikke sket.

Det synes at det, at have en kæreste er lig med, at have succes. I min vennekreds oplever jeg, at kæresten (blandt meget andet!) er et status-symbol. Når nu jeg ikke har en kæreste har jeg tid til så meget andet, og det giver mig succes i skolen, på mit arbejde og med min sport, men tilsyneladende er denne succes ikke lige så anerkendt, som det at have scoret.

Jeg skal tit ligge øjne til fortrøstningsfulde blikke, og optimistiske stemmer fra veninder: “Du skal nok finde én”. Hvad nu hvis jeg, lige nu, ikke ønsker at finde en? Hvorfor skal jeg gang på gang forsvare, at jeg har valgt at bare være mig – er det ikke nok?

Det er det for mig. Indtil videre, hvor tanken om at have en kæreste både stresser mig (hvordan finder man tiden?!) og giver mig klaustrofobi (hvornår er der så “me-me-time”?).

Er der andre singler, der er trætte at, at det ikke give lidt streetcred, at kunne klare sig selv?

Googler man “post depression” kommer der artikler frem om fødselsdepressioner, jeg tror imidlertid at der (bør) (op)findes en diagnose der tager ordene lidt mere bogstaveligt.

Jeg har haft en depression. En rigtig slem én, som blev udløst af stress. Jeg var medicineret i 3 år, og havde jeg ikke boet hjemme hos mine (ressourcestærke) forældre, var jeg formentlig blevet indlagt. Det er først her på den anden side, at det er gået op for mig hvor slemt jeg egentlig har haft det.

Jeg husker, at jeg var udmattet, uengageret og havde fysisk svært ved at hive mundvigerne opad. Jeg kan huske de gange jeg tudbrølede, og fortalte min mor, at jeg ikke kunne mere. Det stikker voldsomt i mig når jeg tænker på, at jeg har været der, hvor jeg sagde sådan til hende. Tænk hvor forfærdeligt det er, at høre ens datter sige de ord. Men meget af sygdomsperioden er faktisk lidt sløret for mig, og det fylder hos mig. At der er nogle år ar mit liv, jeg ikke rigtig husker. Mest fylder det dog, at jeg er rædselsslagen for, at få det sådan igen.

Jeg kan blive helt stresset over, at have et par dårlige dage – dårlige i den forstand, som alle mennesker har det en gang i mellem. Jeg passer på ikke at påtage mig for meget, det går ikke så godt, men jeg prøver, fordi jeg ved hvad konsekvensen bliver. Jeg kender prisen, og jeg har ikke råd.

Jeg føler, jeg befinder mig en tilstand af “post depression” forstået, som den sindstilstand, man er i efter en depression. Jeg føler at depressionene forfølger mig. Jeg er glad for det, depressionen har lært mig, men træt af, at den fylder så meget. Det er et overstået kapitel, og sommetider glemmer jeg at bruge “oplevelsen” konstruktivt.

Symptomerne på min “post depression” minder meget om stress: Dårlig søvn, mindsket appetit, hjertebanken, svedeture und so weiser. I lang tid har jeg troet, jeg rent faktisk var ved at blive stresset igen, men jeg tror nu mere på, at jeg er post depressiv.

Kommer man nogensinde videre? Hvordan arbejder man konstruktivt med de ar, som en depression giver én?

Med disse tunge tanker ønsker jeg jer en rigtig god weekend!

/Laura

“Mennesket er henvist til selv gennem fornuften at finde den livsform, der passer til det som menneske”. Sådan sagde Sokrates for… mange år siden. Mange af Sokrates’ idéer efterlever vi idag, for manden havde virkelig fat i den lange ende, men lige præcis førnævnte tanke synes at være gået i glemmebogen.

For hvor mange af os lever egentlig et liv, som vi ærligt(!) kan sige er et liv vi lever på vores egne præmisser?

Jeg lyver. Tit. Ofte overfor mig selv, men også (for) ofte overfor andre. Jeg gør det for at beskytte mig selv. Tror jeg. I virkeligheden vil jeg være bedre mod mig selv ved at sige tingene, som de er. I fredags var der fest på studiet. Jeg skulle først på arbejde, og derefter direkte hjem hvor min bedste veninde kom til kaffe. Jeg “smed” hende ud efter to timer og sagde, jeg skulle til fest på studiet. Til vennerne på studiet havde jeg sagt, jeg ikke kom fordi jeg havde besøg af min veninde. På den måde slap jeg for at forklare, både veninden og vennerne, at jeg i virkeligheden var så træt, at jeg havde brug for en fredag aften med X-factor. Alene.

For sådan en er jeg. Én der helst tilbringer fredag aften hjemme på sofaen. Én der foretrækker (korte) kaffeaftaler fremfor langtrukne middage. Én der hader at gå i byen. Én der egentlig, gennem fornuften, kender den livsform, der passer mig bedst som menneske. Desværre også én, der udadtil ikke står ved det, og lyver sig uden om aftaler.

Det er min evige kamp. En helt unødvendig kamp, som koster alt for mange kræfter. Det skal stoppe. Jeg vil øve mig i, at blive bedre til at stå ved hvem jeg er, og jeg vil holde op med at lyve i stedet for blot at sige fra. Jeg ved at mine venner stadig er der selvom jeg siger fra, og i stedet for at sige jeg har en aftale med en anden, vil jeg sige, jeg har en aftale med mig selv. Og den er (mindst) lige så vigtig, at overholde.

Tak til Sokrates for, at minde mig om, at det er okay at ikke leve, og magte, det samme som de fleste andre. Er der andre, der også har brug for at (gen)overveje Sokrates’ fine tanke?

/Laura

Velkommen til Bloggers Delight. Dette er dit første indlæg. Rediger eller slet det og begynd så at blogge!